Billeder & video fra togt # 2.16

Billeder og video fra tour # 2.16

"tryk på billederne/filmene for at få det hele med"

Thyra Tours # 2.16 blev 228 sømil

Marstal -> Løgstør

Efter godt 1,5 mdr bundet fast var Thyra så klar til at komme afsted mod nye eventyr.


Så kom vi til Thyra Tours # 2.16.

Sommeren var over os og vi kunne kun få nogle gode ture med de besætningsmedlemmer der havde meldt sig på banen. En god blanding af erfarne sejlere til nybegyndere.

Målet for turen var at ALLE skulle have en god oplevelse og at vi kom sikkert frem hver gang, safety first..!


Det lykkedes og skibet præsterede endnu engang helt fantastisk. Vi fik afprøvet hende i let vind for lette sejl, go vind for fulde sejl samt modvind for motor.

Der blev endnu engang sat ny rekord, 10,3 knob med fuld sejlføring og på kryds.

Må endnu engang sige det har været en helt fornøjelse at sejle med en god blanding af venner samt de modtagelser og gode snakke over kajen med interesseret folk og besøg fra familien under vejs.

Håber i vil nyde billederne herunder og glæd jer til at følge med Thyra på Facebook og senere her på siden, når vi skal afprøve hende i 5 kapsejladser på Limfjorden Rundt for bevaringsværdige sejlskibe.

Vi har en SKARP besætning til turen og vi stiler højt på hyggen og hvis vi også får en god placering vil vi også tage det med..


Go vind derude og husk sommerhyggen

A.Bang

Marstal - Assens

Besætningen på de første par ben var, udover A.Bang & Sofie, skippers gode barndoms kammarat Henrik Andreassen. Der var lagt op til nogle hyggelige dage med få mænd ombord.

Vi afsejlede Marstal kl. 06.00 og udover et smut forbi Ærøskøbing for at bunkre, få frisk morgenbrød samt proviantere havde vi en kanon dag hvor vi havde alt fra ingen vind til 10 M/S stik imod.

Da vi ankom Assens stod vores kære ven Peter Bødker på kajen og tog vel imod os, der blev grillet og Peter fik en overnatning da skyggerne blev lidt lange den aften.


Fantastisk god dag i det sydfynske

Her en lille video fra turen

Assens -> Middelfart

Dagen derpå gik det mod Middelfart for besætningsskift.

Det blev dagen fyldt med sommerregn og små vindbyer, men FLOT sejlads igennem et helt fantastisk landskab, sigten var dog ikke til mange billeder den dag, men vi nød det hele i fulde drag.

På kajen stod to friske mandfolk, Thomas Bødker & Thomas Overgaard, De var klar til at påmønstre en weekend om bord Thyra.

Den aften blev det til hygge i salonen med fiskefiler og det store kolde bord.

Middelfart -> Hou

Sofie afmønstrede og vi var nu 3 x Thyborøn og 1 x Harboøre om bord..! DET var vestjysk hygge når det er bedst..

Vi fik en flot flot tur op igennem Lillebælt hvor der blev set alt fra marsvin til dykkere i vandet. I Hou ankom vi sent om eftermiddagen. Her var der sørget for havnefest og for at vi kunne få en plads på Honnørkajen. Vi havde en god aften/Nat i festlig lag med gode folk fra Hou, Odder & Aarhus egnen. 

Hou -> Grenå

Hele besætningen afmønstrede i Hou og vi havde et par dage til at komme os inden næste stræk.

Mandag påmønstrede 3 nye friske folk. Denne gang hed det Sofie, Daniel samt Claus.

Vi afsejlede Tirsdag morgen med en let vind ret agten, der blev sat sejl og nybagte boller i ovnen.

Det fik Thyra til at skyde en god fart mod Grenå, vi nåede Grenå efter 6 ½ time og 40 sømil senere.

Her kunne vi nyde en eftermiddag i Kattegatcentret samt en god buffet på en af havnens restaurationer.   

Grenå -> Hals

Vi stævnede ud af Grenå og havde 48 sømil foran os til vi kunne ramme Limfjorden samt Hals.

Her blev alle sejl sat ind og vi nød en fantastisk sejlads hvor der blev sat ny rekord, 10,3 knob i hård kryds. Vi havde nogle at sejle imod  og THYRA vandt. Selvom hun er 68 år gammel og af stål kan hun sagtens endnu, også selvom de andre både er af plastic og med nye sejl.

På kajen blev vi taget godt imod af familie og venner af skibet.   

Lige et par videoklip fra turen

Hals -> Aalborg

18 sømil i en flot fjord.

Thyra nød at komme på fjorden igen og vi skød en god fart der hvor vinden tillod dette, ellers ankom vi efter en hurtig tur til den charmerende Obels kanal lige midt i Aalborg.

Eftermiddagen, Aften, Natten og morgenen blev brugt på ”Socialisering” med det nordjyske.  

Aalborg -> Løgstør

Efter en god nat i Jomfruens gade, blev det hverdag igen. Vinden var tiltagende og strømmen stik imod. Men der var ikke noget at gøre, vi måtte starte motoren op og stævne mod Løgstør.

Vi endte i Løgstør 8 ½ time senere i en kuling og med ca. 2,5 knobs modstrøm.

Trods de hårde odds, klarede Thyra sig igen flot og hun er klar igen til september hvor Thyra Tours 1.3.16 løber af staben.